| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
Jeg var tidlig vågen. Jeg havde holdt øje med solen og ville nyde solopgangen ud over bugten. Det var en stille morgen uden anden støj end fuglene omkring os og småsnorken fra vores telte. På himlen lå flyene på en snor under indflyvning til Bristol.
Efter et godt bad, tog vi afsked ved ottetiden mod nord, for at køre op mod Snowdonia National Park.
Det blev en varm dag på vejen. Vejene i området var smalle og kringlede og det krævede chaufførens fulde opmærksomhed. I byen Aberaeron ville vi holde en pause. Byen ligger ud til kysten og det var åbenbart en rigtig turistbasker. Det kneb med at finde en parkeringsplads. De få pladser, der var helt ned til havet, var meget smalle. Der var ikke lige indregnet, at nogen skulle stå ind og ud af båsene. Så smalle var de. Havde de mon tænkt sig, at chaufføren steg ud og skubbede bilen ind i båsen?
Vi fik dog bakset os ind på en plads og gik en lille tur i byen. Den var nu hurtigt overset og overalt var der masser af mennesker, så vi fortrak til en langt roligere pub lidt væk fra ”hovedstrøget” – og pøblen. Prince of Wales var knap lukket op endnu. De skulle lige have lidt øl i kælderen først. Det foregik ved, at chaufføren satte et reb om fustagerne og firede dem ned i kælderen, hvor the landlord tog imod dem. Lidt bøvlet!
Vi fik serveret et par pints og nød dem i pubbens lidt slidte baggård. Øllet fejlede nu ikke noget. Ingen af os trængte til frokost, så vi gik tilbage til en stegende varm bil.
Vi fortsatte turen mod nord via A487. På kortet er det en stor vej – men i virkelighedens værden er den ikke særlig stor og der er mange sving, så Jan var atter på arbejde.
I løbet af eftermiddagen blev kursen sat mod byen Dolgellau. Kriterierne var atter opfyldt. Vi kom inden for acceptabel afstand til endda flere pubber. I udkanten af byen var der en fin campingplads med god udsigt over en del af byen og bjergene omkring os. Jørgen og jeg forsøgte igen at tage kampen op, om at være hurtigst til at slå telt op. Vi måtte opgive. Jan må have vist, at det var vores mission.
Det var varmt at gå de 500 meter ned mod byens centrum og den 1. pub vi så, blev overfaldet. Vi fandt en skyggefuld plads og nød et par øl, før vi satte kurs mod den næste pub. Den lå heldigvis kun 100 meter væk og hed Unicorn. Her serverede de en Butty Bach øl og den mente Jørn, at jeg var selvskrevet til at smage. Jørn var vores skaffer og kassemester. Han hentede øl, så i sidste ende bestemte han også, hvad vi skulle have.
Generelt set var jeg en anelse skuffet over det håndpumpede cask øl. Det er lidt for kedeligt i smag i forhold til vores smagsløg af i dag. Måske er det de lyse øltyper, som vi naturligt bestiller i denne varme.
Efter Unicorn satte vi jagten ind på aftensmad. Der var en indisk restaurant, der lokkede, så vi kunne få en lille pause fra pub maden. Men inden vi nåede frem til restauranten, spottede Jan endnu en pub, som vi absolut lige skulle omkring. Og sørme om ikke vores skaffer serverer turens første whisky! Fantastisk, at der skal gå så mange dage, før vi får lov til at smage de ædle dråber.
Trangen til indisk mad forduftede og vi endte tilbage ved udgangspunktet Torrent Walk, hvor jeg alligevel lusker mig til at få en indisk inspireret ret med ris og kylling. Det smagte ganske fint.
På vejen hjem mod campingpladsen, rundede vi den lokale Coop, for at få et par øl med hjem. Solnedgangen skulle nydes ved teltet, havde vi besluttet.
De gamle mænd tørnede ind i, mest af alt optaget af, hvor vandet kunne lades i nat. Der var lidt for langt til nærmeste toilet, mente de.
| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |